Løb er en fantastisk måde at få motion på, og fordelene ved løb er mange. Som løber kan du træne præcis når det passer ind i dagligdagen. Du er ikke afhængig af faste træningstidspunkter, og du behøver ikke et hold eller en makker for at dyrke motionsløb.
Der er mange fordele ved løb
Der er mange plusser ved løbetræning, og dette er blot nogle få af de goder du vil opnå:
- God motion – Regelmæssigt løb vil hurtigt forbedre din kondition
- Nem træning – Løb når det passer dig – morgen, middag eller aften
- Billig motionsform – Gode løbesko og lidt løbetøj er alt du behøver
- Løb året rundt – Det er kun et spørgsmål om den rigtige beklædning
- Mental pause – Løb giver dig et frirum fra hverdagens stress og jag
Listen over fordele ved løb er meget længere, men nu har du en idé om nogle af fordelene.
Mange begynder at løbe, fordi der er et ønske om at komme i bedre form. Løb er god konditionstræning, og hvis du varierer træning med f.eks. intervalløb, bakkeløb osv. vil du hurtigt kunne spore fremgang.
Dernæst er løb både nemt og forholdsvist billigt at komme i gang med. Med et par gode løbesko og en smule løbetøj er du i gang. Du kan løbe på alle tider af døgnet og hele året rundt. Hvis du synes det bliver for koldt om vinteren, kan du trække indenfor og træne på løbebånd i stedet.
En anden stor fordel ved løb er det mentale break, du får på løbeturen. Her glemmer du alt om job, børn og andre dagligdags udfordringer.
Inden du for alvor kaster dig over løbetræningen, vil jeg anbefale at du finder et godt løbeprogram for begyndere.
At følge et fastlagt løbeprogram, vil være med til at holde dig til ilden, og det sikrer samtidig, at du hverken får løbet for meget eller for lidt.
Find det rigtige niveau at starte på
Alle starter løbetræningen op på vidt forskellige plan. Nogle har aldrig dyrket sport, og starter helt fra scratch, mens andre måske har spillet fodbold, håndbold eller lignende, og allerede har en god grundform.
Det er meget vigtigt, at du ikke lægger for hårdt ud fra starten, og at du lytter til kroppens signaler.
Når du skal vælge løbeprogram, kan det være svært at vide, hvilket niveau du skal starte på. Som udgangspunkt skal du vælge et niveau, hvor du føler dig komfortabel, men alligevel bliver presset.
Hvis du træner for hårdt fra start, kan kroppen have svært ved at nå at restituere. Det kan resultere i træthed i kroppen, og i værste fald kører du sur i træningen, og falder fra.
Hvorfor er et løbeprogram vigtigt?
Når du starter løbetræningen op på et fornuftigt niveau, vil du hurtigt føle at kroppen kommer i bedre form.
I løbet af kort tid vil din kondition blive mærkbart forbedret. Dine sener og muskler vil hurtigt udvikle sig, og blive stærkere og mere udholdende.
I denne fase er det vigtigt, at du ikke lader dig rive med, og træner for meget og for hårdt. Det kan nemlig hurtigt ende med, at du står med en overbelastningsskade, og derfor må indstille træningen.
Hvis du derimod holder dig til løbeprogrammet, er du sikker på, at kroppen kan følge med træningen, og du vil minimere risikoen for at blive skadet.
Omvendt kan du også føle, at programmet går for hurtigt frem. Her kan du let hoppe en uge eller to tilbage i programmet, og fortsætte derfra – du bestemmer selv.
Planlæg løbeturene
Når du træner efter et løbeprogram, ved du præcis hvor mange gange om ugen du skal løbe, og hvor lang tid løbeturene varer. Afsæt nogle dage i kalenderen – f.eks. mandag, onsdag og lørdag til løbeturene. På den måde er det meget lettere at komme ud ad døren, og familien ved, at du træner på de planlagte dage.
Det kan ikke undgås, at du kommer til at springe nogle træningspas over. Der vil komme forældremøder, overarbejde, sygdom osv. i vejen, og det er helt ok.
I stedet for at træne mere i de efterfølgende dage, så accepter at du ikke fik løbet, og fortsæt efter træningsplanen. Du kan også hoppe et step tilbage og gentage ugen der gik ”skævt”, hvis du er mere tryg ved det.
Sådan kommer du i gang med løb
Som nævnt behøver du ikke at investere i det dyreste løbeudstyr allerede fra første dag. Listen over nødvendigt løbeudstyr til begyndere, behøver ikke at være lang – Du kan altid udvide garderoben hen ad vejen.
Når du har fået købt det mest nødvendige gear, skal du finde et godt begynder løbeprogram. Der findes en masse sider på nettet, hvor du kan finde gode programmer, så du skal bare Google løs. Brug din sunde fornuft, og vælg et begynderprogram som du synes er realistisk.
Start f.eks. med et begynder løbeprogram, der får dig i form til at løbe 5 km. Det skulle du sagtens kunne opnå på omkring 8 – 10 uger. Herefter kan du lede efter programmer, der hjælper dig med at løbe hurtigere eller længere.
God fornøjelse med løbet.